Sydafrika

Star InactiveStar InactiveStar InactiveStar InactiveStar Inactive
 

 

 



I janaur 2009 gik turen til Sydafrika, en kombineret safari-, vin- og turisttur.
Safari i Johannesburg
Vin i Stellenbosch
Turist i Cape Town

Og det var en tur med masser af oplevelser, en tur der har givet mod på nye udfordringer rundt omkring i verden.

Her kan du se nogle få billeder fra turen.

 

Dag 1

Det hele startede med lidt ventetid i Billund lufthavn.

Da det blev tid til at gå ombord fik vi en nedslående beksked, flyets toilet var utæt, og der trak væske ud i de elektriske installationer. Vi ville ikke komme afsted som planlagt.

Efter flere timers ventetid blev vi kørt til hotel Propellen i Billund. Her fik lidt pizza og så i seng knap midnat.

Dag 2

Vi stod op allerede kl. 3:30 og drog atter til Billund. Her kom vi med morgenflyet til Frankfurt. Ferien kunne begynde. Men hvilken ferie, flyet fra Frankfurt til Johannesburg afgik først kl. 22:30. Vi havde altså mere end 12 timer i lufthavnen. Det blev til lidt søvn på forskellige bænke, emn eller måtte vi bare vente.

Lidt godt var der da ved det, for ved at bevæge os lidt rundt lykkedes det os at finde en sportsbar hvor der var håndbold. Vi slog os ned og så en forrygende håndboldkamp mod Tyskland, sammen med masser af tyskere, jo stemningen var god, specielt hos os da kampen var slut.

Og endelig oprandt tidspunktet for afgang, og alt gik planlagt.

Vi fik skiftet en dags safari ud med en dag i Frankfurt lufthavn, men pyt, nu var vi på vej.

Dag 3

Efter en vellykket flyvetur landede vi en en regnfuld lufthavn i Johannesburg.

Efter 2 timers kørsel i bus ankom vi til Bukabung Nationalpark, målet var nået med et døgns forsinkelse. Efter et bad var vi klar til vores første safaritur, og det viste sig hurtigt at det hvade været værd at vente på. Masser af dyr, trods lidt regn. Den største oplevelse var at se løven stå og brøle 200 m fra os. Vi var også meget tæt på næsehorn, de stod 10 m fra bilen.

Der var også mange zebraer, gnu'er, springbukke og andre dyr.

Dagen sluttede af med en middag midt ude i bushen, i den fri natur, det var bare super.

Dag 4

Tidlig op og afsted på safari sålænge det stadig var mørkt.

Atter en stor oplevelse hvor vi så en kæmpeelefant og en flok giraffer der krydsede vejen få meter foran os. De var faktisk lige så nysgerrige som os, de stod længe og kiggede på os.

En herlig morgen med skyerne hængende ned over bakketoppene.

Tilbage for at få en lækker morgenmad og hastigt videre med bus til Johannesburg hvor vi tog flyet til Cape Town.

Vel ankommet til Cape Town med bus til Stellenhosch, et af de store vinområder.

Her fandt vi os hurtigt til rette omkring poolen, med et køligt glas hvidvin til den latterlige restaurationspris af 45 kr.

Om aftenen tog vi en taxa til byen hvor vi fik en luksusmåltid med 2 retter, rigeligt med vin og kaffe til en pris pr. person, incl. taxa, på 150 kr. Middagen alene ville i Danmark have kostet 500-600 kr.

Dag 5

En dag i vinens tegn. Vi besøgte 3 vinslotte:

Glen Carlou, en nyere vingård finansieret af nogle rigmænd

Frederiksburg ejet af Rupert & Rothschild. Her fik vi serveret, ja ikke blot en frokost, men en velvoksen middag med alt, hertil rigelige mængder af slottets vine.

L'Ormarins ligeledes ejet af Rupert & Rothschild, på denne vingård var der også en stor samling af gamle biler, 80 var permanent udstillet, men de blev løbende udskiftet med de resterende 250

En kæmpeoplevelse, men det lugtede langt væk af rigdom og rigmænd, der havde hældt enorme summer i vinproduktion.

Denne aften gik vi 500 m fra hotellet for at spise på noget der mest af alt lignede et cafeteria og lød som et diskotek, men maden var faktisk ganske udmærket og næsten gratis, trods et enormt menukort.

Dag 6

Atter en dag i vinens tegn, og dagen hvor vi skulle besøge den kendte vingård Klein Constantia, en gammel og flot vingård. Vi smagte også dessertvinen 'Vin Constance' som var Napoliens foretrukne vin.

Herefter besøgte vi Clos Malverne, som er en lille privat vingård med stor succes, og måske turens bedste vine. Her fik vi atter en forrygende frokost, jo, mad kan de sagtens lave i Sydafrika, det har vi fået mange beviser på.

Om aftenen var hele selskabet på en restaurant noget fra vort hotel, ude på landet, ved en vingård, så vi havde hyret 4 minibusser. Og sikke en tur, mindst den ene af chaufførerne have trukket sit kørekort i en automat. Hun viste knap hvordan hun skulle skifte gear, kørte som 'død og helvede' og var næsten oppe på 2 hjul i svingene, og finde vej kunne hun heller ikke. En oplevelse der ikke behøves gentaget. Til gengæld var såvel mad som vin og betjening helt i top, virkelig i top.

Dag 7

Sidste dag med besøg på vingårde.

Denne dag kørte vi fra morgenen af til Franschoek, hvor vi gik en lille tur i byen og så på den mange forretninger. En by præget af turisme, men ganske imponerende dybt inde i en dal mellem bjergene og omgivet af vingårde.

På vor vej fra byen til den første vingård så vi det sted hvor Nelsom Mandela blev sluppet ud i friheden efter mange, mange års fangenskab.

Herefter besøgte vi 2 små familievingårde, igen med ganske fin vin og en forrygende frokost. Men her var virkelig tale om vingårde, og ikke investering af pengemænd. Vingårde der var startet på resterne af noget gammelt og faldefærdigt.

Igen en aften hvor vi blev tæt på hotellet, nemlig en fiskerestaurant ved siden af 'cafeteret' fra den anden dag.

Her måtte vi dog vente lidt på at få en plads, men det var værd at vente på. Vi bestilte lidt sushi til forret (det viste sig at det let kunne have været måltidet), herefter en fiskesymfoni med mange forskellig slags fisk, og hertil den lækreste hvidvin.

Dag 8

Så oprandt dagen hvor vi skulle forlade Stennelbosch og sætte kursen mod Cape Town

Ny forventninger skulle indfries og det blev de også.

En storby som ikke ligner en storby.

Efter at have afleveret kufferterne på hotellet kørte vi til Table Mountain for at forsøge at komme helt op på toppen, men det lykkedes ikke, da der var skyer samlet omkring toppen af bjerget, alt andet var blå himmel og høj sol.

Vi tog en tur rundt i byen og så på de gamle og farverige huse og gik en tur å Waterfront for at se på havneområdet, shoppe lidt og få lidt frokost. Der er et have af forretninger, markeder og restauranter spredt ud over hele det store havneområde. Vi så gøgl, var på rundvisning på et juveler- og diamantværksted og gik på en anbefalet superrestaurant om aftenen og det var virkelig super.

Natøllen på hotellet blev der ikke noget af, alt lukkede kl. 23:00

Dag 9

Endelig var det klart vejr, så vi kunne starte en lang dag med en tur på Table Mountain, et bjerg midt i Cape Town på 1067 meters højde. Først ad stejle bjergveje i bus, og det sidste stykke med lift. Det er et fantastisk syn at gå rundt på toppen af bjerget og kigge ud over byen til alle sider, en ganske stor by på 4,5 mio. indbyggere, stort set uden etageejendomme, så byen strækker sig over et meget stor område.

Cape Town byder på stor rigdom og lige så stor fattigdom, dog er der ingen der sulter.

Dagen fortsatte med en tur langs 'guldkysten' til en lille kystby med et lokalt marked, og noget så dansk som sandklitter og sandstrand. Vandet var dog for koldt til at bade i, kun omkring 15 grader, på grund at de kolde havstrøminger fra sydpolen.

Herefter en tur tværs over sydspidsen af Afrika, til Simonstown på østkysten. Her så vi masser af pingviner og spiste forkost på en gammel båd i den millitære havn. Her fik vi bl.a. Cape Lobster der er en hummerart der kun lever ved Afrikas Sydspids.

Efter dette en lang tur til Cape Point og Kap Det Gode Håb, som er Afrikas sydvestligste spids.

På toppen af Kap Det Gode Håb kom vi ganske tæt på en kæmpe bavian, virkelig kæmpe og agressiv efter at få fat i mad. Se billederne.

Efter dette den lange tur hjem til hotellet.

Om aftenen gik vi på atter på Waterfront for at se på markederne og spise en god middag.

Middagen var dog alt andet end god. Fin, fin restaurant, men langsom og dårlig betjening. Dertil kom så at der var glasskår i en af forretterne, og det var jo ikke opmuntrende. Derudover var serveringen dårlig, manden dårlig og tilberedningen elendig. Vinen var dog super. som kompemsation fik vi en god flaske vin og slap for at betale for den ret der var glasskår i. Men så absolut det dårligste vi har oplevet, og ingen spiste op. Selv pomfritterne var helt hvide, det kun lige varmet. Nå ja, to af protionerne var ganske brune, måske fordi det var 'genbrug'. Vi tager revanche i morgen aften.

Dag 10

Her til morgen havde vi atter 2 sygdomsramte, de var dog begge med på turen, men måtte indtage liggende stilling mens vi andre spise frokost.

I dag har vi besøgt et township, fattigt arbejderkvarter (slum) i Cape Town. Der bor 200.000 i dette meget vidstrakte township. Der er stort set ingen etageejendomme. Til gengæld fylder hvert skur kun få m2, og der er er kun få centimer mellem skurene. Staten er ved at modernisere disse toenship, så hver familie får et lille hus på mellem 16 og 45 m2. Husene bygges dog stadig meget tæt, og slummen er der stadig.

Først besøgte vi en heksedoktor. Han boede i et ganske stort skur fyldt med gamle skeletter af alskens dyr og andet affald som vi normalt forbinder med lossepladser. Uhyggeligt og skræmmende.

Vi kørte gennem en slagtergade hvor vi så fårhoveder og kyllinger ligge på rad og række i solen, ikke særligt appetitligt.

Vi besøgte også en børnehave, finansieret af private midler og med gratis arbejdskraft. Den løn de 'pædagogerne' får skaffes i form af dinationer fra turister i det lille område vi var i. Vores dansk/sydafrikanske guide har en velgørenhedsorganisation hvor der skaffes midler til dette township. Det er ganske unormalt at kunne komme så tæt disse slumkvarterer. Vi gik faktisk rundt i blandt skure og huse, og var også inde for at se et skur og et hus.

Det er ganske rystende at se hvordan mennesker kan leve, på ingen plads, ja nærmest på en losseplads.

Vi spiste frokost i en lidt mere organiseret/rig del af området, men absolut langt fra dansk standard, og maden var egentlig ganske god.

Dag 11

Sidste dag i Cape Town, gik med at få pakket, slentre en tur på Waterfront, drikke en øl på det lille lokale bryggeri, købe lidt ind og få den sidste lækre frokost på havnefronten. En god og oplevelsesrig ferie afsluttes med et glas super rosevin, hvad ellers. Så tilbage til hotellet for at køre til lufthavnen. Denne sidste tur tog lang tid i myldretidstrafikken i Cape Town, det var lige på nippet vi nåede flyet, men rejsen tilbage til Frankfurt startede ved aftenstid. En rejse på 11 timer i fly.

Dag 12
Efter en lang nat ankom vi til Frankfurt, denne gang var ventetiden kun få timer, så videre til Billund til kulde, tåge og normal dansk vinter, en kæmpe oplevelse rigere, og klar til nye udfordringer.

Et klip fra den lokale børnehave vi besøgte, tryk på pilen for at se klippet.

{flv}Town1{/flv}

En lille reklamefilm af det vi så på vor safaritur
{mp4-flv}SAVIN2009_video{/mp4-flv}

 

 

Udskriv

Vin og sygdom

Noget tyder på, at rødvin:

  • forbedrer kolesterolbalancen
  • kan forebygge visse kræftformer som tyktarms- og lungekræft, idet antioxidanter fra de blå druers skin kan stoppe kræftcellers vækst

Vin dagligt

1-2 glas vin om dagen nedsætter risikoen for en blodprop i hjertet, når man er fyldt 50, og heller et glas om dagen end syv om lørdagen